Missional livsstil – helt enkle praksisser
Sam Lovell, som arbejder i IMI-kirken i Stavanger, giver her nogle enkle forslag til missionale praksisser, som du kan bruge i din hverdag. Læs og bliv inspireret!
1. Bliv stamkunde
I stedet for at tage mange forskellige steder hen, når du skal handle, eller når du skal klippes, eller når du tager på cafe, så tag altid det samme sted hen. Lær de ansatte at kende og begynd at tale sammen med dem.
Vær intentionel. Det kan begynde meget simpelt med at spørge, om de har haft en god dag. Smil og få øjenkontakt. Gør det uge efter uge, så de kan huske dig.
Hanne, min kone, og jeg lejer altid film fra det samme sted, og vi er begyndt at kende ejeren. Efterhånden har han taget os med til fodboldkampe og involveret os i nogle personlige ting, og vi har endda også haft mulighed for at bede sammen og læse i Bibelen. (Vi får også gratis film – ”spis hvad der sættes på bordet!” 1 Kor 10,27)
2. Snak sammen med dine arbejdskolleger eller medstuderende
Ret simpelt, ikke? Brug dine pauser på arbejdet eller i skolen til at snakke med mennesker. Intet kompliceret. Bare tag initiativ! (Det er ekstremt vigtigt i en nordisk kultur). Involver dig i small talk og vær opmærksom på muligheder for at tale dybere sammen, når det er passende.
For eksempel: ”Når du ikke arbejder eller studerer, hvad kan du så lide at lave? Hvad motiverer dig?” Bliv god til at lytte og se det guld, som Gud har lagt i mennesker omkring dig. På et tidspunkt vil de sandsynligvis stille dig de samme spørgsmål, og så har du jo en åben invitation til at dele, hvad der motiverer dig!
3. Få en hobby med ikke-troende
Gør de ting du gør alligevel… Men inviter andre til at være med. Det kunne være fodbold, squash, strikning, musik, klatring, skak – hvad som helst! Vær også opmærksom på, om du kan være med i de menneskers hobbyer, som du gerne vil nå. Dermed bliver du den, der skal lære af de andre, og det giver dem en mulighed for at lære fra sig.
4. Spis sammen med ikke-troende
Vi har en tendens til at overse værdien af at dele måltid sammen. Vi har i gennemsnit 3-4 måltider om dagen, syv dage om ugen. Tag dig tid til at dele nogle af disse måltider med ikke-troende. Jeg forsøger at invitere en fra klassen, eller en anden, som ikke kender Jesus, på kaffe eller til aftensmad mindst en gang om ugen.
Husk: I stedet for at forsøge at få en missional aktivitet presset ind i en allerede travl kalender, så forsøg at gøre den kalender, du har, missional! Spis sammen med ikke-troende!
5. Læs i Bibelen i sociale rum
Vi bør læse i Bibelen hver dag. Men hvorfor ikke tage den daglige læsning på en cafe eller et andet sted, hvor du hænger ud? Sommetider kan selv det at se én studere Bibelen skabe nysgerrighed og sult. Det kan også sommetider skabe fantastiske samtaler!
I sidste uge læste jeg i Bibelen i en kantine på universitetet med en ven. En fra klassen kom over og satte sig hos os, og da hun så Bibelen, spurgte hun, hvad vi læste og hvorfor. Da var det ret nemt at spørge, om hun nogensinde havde læst i Bibelen, og hvad hun tænkte om den.
Selvom det ikke endte med frelse lige der, så blev der helt sikkert sået nogle frø, og det var fantastisk at få mulighed for at dele Jesus med hende. Og måske kan vi få mulighed for at læse i Bibelen sammen næste gang, hvem ved!
6. Sig ”ja” til enhver invitation fra ikke-troende
Det er egentlig ret ligetil! Jeg hørte dette fra Michael Frost, da han var hos os. Det er en god måde at identificere fredens personer og skabe kontakter til mennesker, som ikke kender Jesus.
7. Spørg dine ikke-troende venner om at bede for dig
Denne her er ikke så meget en ”gå”-ting, men den er utrolig god i forhold til at leve en missional livsstil. Det er meget vigtigt, at vi ikke venter på, at nogen er blevet frelst eller har ”bedt en bøn”, før vi begynder at disciple dem. Hvis én kan lide dig, så involver ham i dit liv.
Her er et praktisk eksempel: En dag kørte jeg en ven hjem fra klatremuren, og han spurgte mig, hvordan det gik. Jeg havde haft en svær uge på grund at en bestemt situation, og det fortalte jeg ham om.
Lige før han stod ud af bilen, sagde jeg til ham: ”Hey, jeg ved ikke, om det er noget, du gør, men jeg ville virkelig være glad, hvis du vil bede for mig i aften, hvis du får muligheden for det. Det behøver ikke være noget stort, men hvis du bare vil bede Gud om at hjælpe mig i den her situation, så ville jeg være glad!”
Det ville han meget gerne, og han vidste, at det ville betyde meget for mig. Så ud over, at jeg blev bedt for, var han også begyndt at udvikle sin egen relation til Gud! Det har også styrket vores venskab meget.
Indlægget er skrevet af Sam Lovell, medarbejder i IMI-kirken, Stavanger
Den sociale sfære
I Aarhus Valgmenighed stræber vi 
efter at vores missionale fællesskaber vokser til en gruppe på 15-40 personer, som er sammen omkring en fælles vision. Men hvad er det helt præcist at denne størrelse fællesskab kan, som andre størrelser har svært ved? Hvorfor ikke bare lave store events? Eller små cellefællesskaber? Det skal vi se på her.
Man taler om, at der er fire sociologiske fællesskaber, som har betydning for, hvordan man handler, hvad der er komfortabelt. Det tætteste fællesskab er intimsfæren; det er typisk ens kone og børn. Dernæst er der den personlige sfære, som er den lidt bredere familie og de nærmeste venner.
Den sociale sfære er det lidt større fællesskab af bekendte på ca. 15-40 personer. Til en fødselsdag eller en anden fest vil dynamikkerne fra den sociale sfære typisk være i spil. Det største fællesskab er i den offentlige sfære, hvor man samles om noget, som er udenfor en selv, f.eks. en koncert, en fodboldkamp eller lignende. I kirken kan man sammenligne de fire sfærer med mikrocelle, cellegruppe, missionalt fællesskab og gudstjeneste.
Den sociale sfære giver nogle unikke muligheder for at være i mission som fællesskab. 15-40 personer er småt nok til at alle kan blive lagt mærke til, i modsætning til en stor event. Samtidig er det stort nok til, at man som udefrakommende ikke føler sig intimideret af det nære fællesskab i den personlige sfære, som kan udfolde sig i en cellegruppe.
I den sociale sfære giver vi et billede af, hvem vi virkelig er, og her får andre et glimt af, hvordan det ville være, at have et personligt forhold til os. Den sociale sfære er derfor både nem at komme ind i, fordi den ikke er så forpligtende som den personlige, samtidig med at man får et reelt indtryk af de mennesker, man er sammen med.
Et missionalt fællesskab er en udvidet familie, og derfor er det vigtigt, at fællesskabet bygger på et fælles sæt af værdier. Et missionalt fællesskab er på en mission sammen, og de dynamikker, der er på spil i den sociale sfære, gør det muligt at have en fælles vision, samtidig med, at man har kræfter til at gøre noget ved den.
Missionale fællesskaber er desuden gode miljøer at rejse nye ledere i, fordi ledelse i høj grad foregår gennem personlige relationer, og fordi det er nemt for mange at bidrage og udvikles i den overskuelige sociale sfære af 15-40 personer.
Indlægget er skrevet af Poul Kristensen, medlem af fællesskabsteamet i Aarhus Valgmenighed
Kirkens kropssprog: Diakoni
Hvis ikke ens kropssprog understøtter det, man siger, vil man opleves utroværdig. Faktisk viser undersøgelser at kropssprog udgør op mod 70% af en kommunikationssituation.
Diakoni er kirkens og disciples kropssprog. Evangeliet er mange steder blevet troet, fordi diakonien demonstrerede, at her var et folk, som ikke bare talte om at elske næsten, men som også gjorde det i praksis. Kropssproget understøttede ordene.
I Silkeborg Oasekirke har de gennem flere år arbejdet intensivt med at styrke menighedens diakonale tilstedeværelse i byen. Og de har oplevet, at Gud har åbnet døre ind på de kommunale/sociale kontorer. Samtidig har de fået masser af relationer til mennesker. Mennesker med behov for nogen, som vil være nærværende og elskende ind i deres situation.
Ruben Dalsgaard, der er præst i Silkeborg Oasekirke underviste meget inspirerende på årets LederOase om diakoni og erfaringerne fra Silkeborg. Se videoen fx sammen med dit missionale fællesskab og spørg jer selv, hvor I oplever nød omkring jer, og hvordan I sammen kan elske mennesker med hele kroppen. Det kan kun blive en udfordrende og spændende aften!
Fire faser i mission
David Viftrup, som er frivillig leder i Aarhus Valgmenighed, identificerer i denne video fire faser i mission: Mark, så, høst og hus. Faserne giver hver sine udfordringer til os som missionale fællesskaber, og David forklarer her, hvad vi skal være opmærksomme på i de forskellige faser.
Se videoen og bliv inspireret til at leve i mission der, hvor I er!
Drej Trekanten
Trekanten udtrykker, at vi som kristne og kirke skal have en sund balance mellem at rette os OP mod Gud, UD mod verden omkring os, og IND i det kristne fællesskab. Og jo mere af alle tre, jo bedre. Det er en god pointe.
Men, prøv at dreje trekanten, så den bliver til en pil, hvor UD angiver retningen. Nu udtrykker den endnu bedre, hvad kirke handler om: at deltage i Guds mission i verden.
Gud, Fader, Søn og Helligånd er i sig selv et fællesliv, der vender udad.
Vi mennesker er skabt i Guds billede til at leve et Kristus-formet fællesliv, der vender udad. Guds tilgivelse befrier os fra vores ”indkrogethed” i os selv, og Helligånden vender os udad mod Gud og vores medmennesker. Guds mission fortsætter.
Gud ønsker at udbrede sit rige og sit herredømme, og Gud bruger kirken i sin mission. Det er kirkens identitet at være i Guds mission. Ligesom en stol er til at sidde på. Derfor angiver UD retningen for alt, hvad kirken er og gør.
OP og IND angiver indholdet af UD. Mission er ikke en særskilt gruppe af aktiviteter, så som Alpha eller Bøn på gaden. Vores gudsdyrkelse (guds-tjeneste), og det kristne fællesskab er i sig selv mission. Nemlig, når vi sammen søger Gud midt i de sammenhænge, hvor vi lever vores liv sammen med kristne og ikke-kristne (og det kan fint inkludere Alpha og Bøn på gaden).
Fællesskabet og gudstjenesten er altså ikke steder, hvor vi hviler og samler kræfter til at være i mission. De er missionen, når de kan ses, smages og høres af menensker omkring os. Et fællesliv, der vender udad.
Indlægget er skrevet af Andreas Østerlund Nielsen, PhD. studerende i missionsteologi ved Aarhus Universitet
Karakter og kompetence
Da x-jægersoldaten B.S. Christiansen for nogle år siden blev en del af Bjarne Riis’ cykelhold, var det ikke fordi holdet havde brug for et teknisk input. B.S Christiansen blev ikke rekrutteret fordi, han vidste meget om muskeludvikling, diæter eller vindmodstand. Cykelfaglige kompetencer var ikke hans felt.
Hvad B.S Christiansen vidste noget om var, hvordan man bygger karakter i mennesker, så de opnår det ultimative. Han vidste, hvordan man arbejder for at forblive motiveret og udholdende, sådan at man har rygrad til at kæmpe sig op af den ene bjergside efter den anden.
Enhver elite-atlet ved, at for at sejre er både kompetence og karakter nødvendig. Det er et både/og.
I discipelskab – hvor målet er verdens største – er der meget at lære af dette både/og.
Kogt ned handler discipelskab om at være som Jesus og gøre som Jesus – at efterstræbe hans karakter og samtidigt hans kompetence.
Det var det Jesus lærte sine første disciple. De så hvordan han i sin relation med Faderen levede hengivent, afhængigt og fuld af offervilje over for sit kald – selv på korset. Men samtidigt så disciplene også, hvordan Jesus gennem helbredelser og Åndens virke praktiserede det faktum, at Guds rige var kommet nær. Med mellemrum sendte han dem da også ud for gøre de samme gerninger, som han selv gjorde.
Jesus’ udfordring til enhver efterfølger er at leve som han gjorde. Foruden offerdøden er der ikke noget i hans liv, som vi ikke også er kaldet til at være og gøre.
Når det handler om karakter, er det godt spørge os selv: lever jeg et liv, som er kendetegnet af kærlighed til Gud og næsten; er Åndens frugter tydelige i mit liv; lever jeg i Skriften og er udholdende i bønnen; lader jeg nåden fylde i mit liv; lægger jeg mit liv ned for Guds rige, eller har jeg for travlt enten med denne verdens rige eller mit eget lille rige?; etc.
Når det handler om kompetence, kan vi spørge os selv: ved jeg hvordan jeg discipler andre; kan jeg bede for syge; kan jeg høre Åndens vejledning i mit liv; ved jeg hvordan man læser i Biblen med folk, der ønsker det; kan jeg kommunikere mit vidnesbyrd til kollegaen, der spørger; etc.
Jesus’ samtid så et stort gennembrud for Guds rige, fordi Jesus havde både karakteren og kompetencen til at søge Guds rige først. Guds Ånd fik frit løb i ham.
Som disciple, der er sendt til verden for at fortsætte Jesus’ mission, er det vigtigt at blive ved med at spørge os selv, om vi lever det liv, som Jesus beskriver og kalder til. Ellers må vi søge vejledning og den støtte og udfordring, vi har brug for.
At vokse i Jesus’ karakter og kompetence er et livsprojekt. Ingen af os er fuldkomne og har grebet det fuldt ud, men vi strækker os sammen efter det!
Sammen med dit missionale fællesskab kan gøre øvelsen med at reflektere over, om jeres primære udfordring er at vokse i karakter eller kompetence. Og hvad skal der til for at I flytter på jer?
Det sidste skridt
Vi er mange disciple, som på et eller andet tidspunkt har været tæt på et menneske, som tydeligt var på vej mod at komme til tro på Jesus. Men mange af os har også prøvet, at det faktisk var en udfordrende situation at stå i. For hvad gør man lige mere præcist, og hvad siger man, for at hjælpe personen til afklaring om det sidste skridt?
David Viftrup er frivillig leder i Aarhus Valgmenighed og arbejder med menighedens missionale udfordring. David har værdifuld erfaring fra at have ledt adskillige mennesker til tro. I denne video giver David nogle enkle råd til, hvordan vi hjælper søgere til endelig afklaring omkring Jesus.
5 principper for missionale fællesskaber
Missionale fællesskaber kan ikke sættes på en simpel formel. De vil altid være kreative og pragmatiske løsninger på, hvordan vi bliver nærværende og velsignende i den kontekst, vi er sendt til. Alligevel kan det være godt at have en grundlæggende ramme for, hvad vi snakker om, når vi siger “missionalt fællesskab”
I Aarhus Valgmenighed har vi 5 principper, som vi mener udgør en god og åben ramme at bygge missionale fællesskaber indenfor. Hør mere om dem her:
klarsyn?
Fandt denne her på nettet i dag og synes den fortjener at blive delt med alle jer ledere af missionale fællesskaber:-)
… og lad mig så opmuntre jer, fordi I jo netop ikke sidder og hænger: Missionale ledere (hvor stort et ord det end er), er som skelettet i Guds folk. Uden jer – og folk som jer – ville Jesu legeme anno 2012 bare være en klump kød, som ikke kunne noget. Først når skelettet er der, kan kroppen fungere ordentligt, bevæge sig og udrette noget.
Jeres møjsommelige arbejde i jeres fællesskaber er helt afgørende for, at Guds folk kan udleve det kald, vi har til at gøre disciple omkring os her i Danmark. I spiller en vigtig rolle som skelet i Kristi legeme. Så op med humøret…. i Jesu navn!
Mission er ikke raketfysik!
Én af de største udfordringer for mission er, at vi tror, det er svært. Vi tænker let, at det kræver meget af os og er noget radikalt andet, end det vi gør til daglig.
Søren Lorenzen fra Aarhus Valgmenighed leder et missionalt fællesskab. Hans erfaring er, at en missional praksis bestemt ikke behøver at være vanskelig, men at det lige så meget handler om, at vi bliver gode til at invitere mennesker ind i den praksis, vi i forvejen har.
Se Søren fortælle om deres åbne måltidsfællesskab og overvej, hvordan enkle, realistiske missionale praksisser ser ud for dig og dit fællesskab.
- Hvor er det I – uden at skulle lave store events – kan finde gode mødesteder med de mennesker, I drømmer om må begynde at leve med Gud?
- Hvad gør I allerede som fællesskab, som andre nemt kan være med til?
